Aikidos historie

Rødderne til den moderne aikido
Morihei Uyeshiba

 

Rødderne til den moderne Aikido ligger i aiki-jujutsu og det niende århundredets Japan.
Det var en voldelig tid med mange klaner, der skiftevis gjorde krav på titler og territorier, og hvor Bujutsu -eller den klassiske metode for martial træning (krigskunst)- begyndte at spille en rolle i skabelsen af den japanske krigerklasse. Der blev undervist i ubevæbnede og defensive færdigheder side om side med brugen af våben, der ligesåvel kunne være et landbrugsredskab som mere traditionelle former for militært udstyr. Krigeren skulle være uddannet til at forsvare sig imod ethvert tænkeligt angreb i alle tænkelige situationer. I denne sammenhæng var Aiki-jujutsu kun et af mange kampsystemer og skoler. Alle forsøgte de at fremelske et stramt disciplinært moralkodeks og forlangte, at deres medlemmer skulle udvise en total hemmelighedsfuldhed, hvad angik teknikker og træningsmetoder. Hertil kommer at de skulle lægge vægt på at opnå splitsekunds reaktioner og fleksibilitet.

Aiki-jujutsu siges at være opfundet af en talentfuld kriger, Prins Teijun (til tider kaldet Sadazumi eller Sadagami), en søn af Kejser Seiwa. Teijuns metode var baseret på stød og slag med tom hånd, som svarede til den måde, hvorpå man fører det japanske sværd. Dem udførte han mod åbninger i modstanderens rustning (for at kunne bevæge kropppens led i en rustning er der f.eks. ved armhuler hals og knæhaser utildækkede og sårbare åbninger).

Rustning
En af Teijuns sønner, med navnet Tsunemoto, tilføjede og udviklede antallet af teknikker og lagde stor vægt på ma-ai (bedømmelse af afstanden mellem en selv og modstanderen).
Denne færdighed var essentiel for alle krigere, i og med at de måtte være beredt på at blive mødt med våben af varierende længde. Efter lejlighedvise tilføjelser og justeringer blev systemet videregivet til de efterfølgende generationer af minamoto klanen, det lige indtil det 12. århundrede, hvor Shinra Saburo Yoshimitsu kommer ind i billedet.

Den berømte general, Shinra Saburo Yoshimitsu

Yoshimitsu var en enestående general og brilliant taktiker med kendskab til mange varianter af de martiale kunster. Han var også en mand med en enorm medicinsk viden, som siges at udspringe fra hans store interesse for den menneskelige anatomi. Den menes det ifølge overleveringerne, at han har fået et førstehånds indblik i, ved med egne hænder at dissekere ligene af døde krigere. Han forbedrede og udvidede Aiki-jujutsuen ved bl.a. at udføre de eksisterende teknikker på en mere dygtig og avanceret måde, hvilket gjorde det muligt for ham at få en større kontrol over modstanderen. Han indså at en krigers hænder og håndled, udækkede og ubeskyttede som de var, kunne være særdeles sårbare. Derfor tilførte han teknikker, der kunne sættes ind mod disse punkter. Han kaldte dette system Daito-ryu jujutsu, opkaldt efter hans ejendomsbesiddelser, Daito.

Yoshimitus søn Yoshikiro, også en talentfuld kriger, udvidede antallet af teknikker til et endnu videre omfang ved at tilføje det systemer, der kunne bruges af en ubevæbnet kriger mod det lange og korte sværd. Under træningslektionerne konfronterede han ubevæbnede krigere med dygtige sværdkæmpere. I timevis trænede de kropsbevægelser, men også afstandsbedømmelse og øvelser i iagttagelse af modstanderen, som krævede en koncentreret brug af øjnene, som var nødvendig for at undgå mostanderens slag, hug og skæringer. Dette åbnede også op for en instinktiv opmærksomhed på mulighederne for indsættelse af modangreb. Yoshikiro ansporede også til en tilsvarende træning mod Hellebarden og Naginataen (Naginataen er et slags spyd, der i den yderste spids er påsat en slags kort, buet, sværdlignende klinge).

Naginata

På grund af disse våbens længde og brugen af dem i lange fejende bevægelser, som rettes mod hovedet eller benene, er en perfekt timing yderst nødvendig. Krigeren er nødt til lynhurtigt at rette sit angreb ind imod dette punkt, hvor angriberen holder fast i sit våben.

Det var også i Yoshikitos livstid, at familienavnet blev ændret til Takeda, da det nu var hans nye residens. Som tiden gik udviklede systemet sig yderligere, men forblev stadig hemmeligholdt inden for familien og en lille gruppe betroede støtter. I den anden halvdel af det fjortende århundrede flyttede familien igen. Denne gang til Aizu, Japans norlige halvø. Det var her et andet navn, Aizu-Todome blev knyttet til systemet.

Skydevåben

Med introduktionen af krudt og de dertil relaterede skydevåben (hojutsu), begyndte den gamle tids krigskunst at klinge af. Til trods for at man betragtede et gevær som et kujonagtigt våben, kunne man ikke ignorere at en kriger udstyret med et sådant kunne holde sig på stor afstand af en sværkæmper, og så alligevel affyre et fatalt og dræbende skud. Som konsekvens af dette blev mange af de gamle martiale træningsmetoder kasseret, og krigerne blev i stedet trænet i eksercits med den nye tids våben.

I slutningen af det 19. århundrede, hvor Japan var ved at komme ud af sin isolation fra resten verden, besluttede Sokagu Takeda, den 32. i linien fra Takeda familien, at tiden for en genoplivning af det gamle familiesystem var inde.
Sokagu Takeda

Han rejste rundt i Japan og underviste udvalgte notabiliteter i systemet, for til sidst at slå sig ned og åbne en skole på Hokkaido i provinsen Abashari. Denne skole blomstrede, og medlemmer af de væbnede tjenester studerede hos ham. Hans søn, Tokimune Takeda, tog over og fortsatte skolen efter ham. Denne skole kaldte han ”Daitokan”, et navn den stadig har den dag i dag.
Tokimune Takeda

Det var til den skole, en mand der hedder Morihei Uyeshiba, kom for at studere. Under Sogaku Takeda hjalp Morihei Ueyshiba, som allerede på det tidspunkt var en dygtig og vidende mester inden for den martiale kunst, med udviklingen og udvidelsen af skolens repetoire, ved at introducere det bedste fra andre martiale kunster, lige såvel som nogle af hans helt egne ideer. Hurtigt blev han en af Sokagu Takedas mest formidable elever.

Uyeshiba blev født i Wakayama prefekturet i Japan. Da han var ret ung blev han interesseret i fysisk, og gennem denne interesse tilhænger af den martiale kunst. Han studerede ved adskillige skoler rundt omkring i Japan, inklusiv Takedas skole på Hokkaido, og opholdt sig i hver af dem indtil han blev kyndig i hvert af deres særegne systemer. Det virkede som om han havde et umætteligt behov for at lære så mange metoder som overhovedet muligt. Han brugte alle sine penge på at studere under de fineste mestre i landet. Han fortsatte sin træning under sin militær tjeneste i den russisk-japanske krig og udviste stor glæde over at demonstrere sine færdigheder.

(Gid jeg dog var usynlig)

Efter krigen prøvede han kræfter med en lang række forskellige jobs, men var stadigvæk besat af tanken om at dygtiggøre sig inden for den martiale kunst, endog med et ønske om i sin egen forestillingsverden at kunne blive usynlig. Det var på dette stadie at han kom i tæt kontakt med buddhistiske munke, og lyttende til deres filosofi begyndte at få en anelse om, at martial kunst var mere end blot et redskab til bekæmpe andre mennesker eller slå dem ned. Typisk for ham begyndte han yderligere at forfølge dette filosofiske aspekt ved at opsøge templer og tilbringe mange timer der hver dag, i ensomhed og meditation. Efter sigende kom hans opfattelse af den sande mening med budo til ham, mens han badede ved en kilde. Han indså at den ikke udelukkende drejede sig om styrke, men var en vej til at forene krop og sind. Aiki-jujutsu, sådan som den blev trænet, opfyldte ikke kravene til hans filosofi. Derfor besluttede han sig for at skabe en ny kunstart, der kunne leve til de principper om spirituel og fysisk harmoni, som han havde indset var nødvendig. Denne kunst kaldte han “Aikido”. Som med andre moderne martiale discipliner, blev den sproglige endelse “jutsu” som angiver at det er en kampkunst, udskiftet med “do” som betyder en spirituel vej man kan følge. Det for at indikere at en mildere form var sat i stedet. Ordet Aikido, hvis man bryder det ned i stavelser, betyder følgende:

“ai” – at bringe i harmoni, at forene, at koordinere.

“ki” – ånd, energi, mental styrke, indre styrke

“do” en vej man kan følge, metoden, system, endog hvordan og hvorfor.

Det er blevet tolket på mange måder, men alle antyder “vejen til harmoni”
Uyeshiba fremlagde principperne for en ikke voldelig metode, der gjorde det muligt at forsvare sig selv. Ved at koordinere ens egne bevægelser med en andens bevægelser, kunne man lære at bringe modstanderens styrke ind i ens egen sfære, og på denne måde neutralisere angrebet. Det uanset hvilken form det antog. Uyeshiba ville kun bruge så lidt fysisk styrke som muligt, for at bringe modstanderen under kontrol. Så snart han havde udviklet sit system, begyndte han at undervise udvalgte elever – nogle af dem fra noble familier, andre fra de væbnede styrker – og fortsatte sin instruktion indtil begyndelsen af 2. verdenskrig. Under krigen vendte han atter tilbage til livet på landet, hvor han levede et simpelt og enkelt liv. Med sig tog nogle få elever, og modtog lejlighedsvis besøg af andre. Han instruerede dem alle i aikido, men træningen bestod mere i mentale øvelser end fysiske. Hver dag blev der tilbragt perioder med meditation og mental træning.

Krigen og hændelserne der fulgte med, gav ham anledning til store bekymringer. Hvordan kunne det være anderledes? Her var en mand, der indså det meningsløse ved krig, og prædikede det ikke voldelige princip. Han så mange af sine landsmænd vende sig bort fra spirituelle anliggender, for i stedet primært at beskæftige sig med tilværelsens materielle sider. Gennem mediet aikido, med dets principper om spirituel og fysisk enhed, så han en mulighed for at opildne til en genoplivning af den spirituelle ånd.

Han kontaktede nogle af sine tidligere elever og fortalte dem om sine intentioner om at gøre aikidoen, vejen til harmoni og sandhed, kendt i hele verden. Han arbejdede ihærdigt, og det samme gjorde hans elever. Derefter udvalgte han de bedste , som blev sendt udenlands for at undervise i aikido – nogle af dem til U.S.A. og andre til Europa.

Ovenstående er et oversat udrag fra bogen: Martial arts of the Orient.